’Jeg blev bevidst om min egen lederrolle’

Rensning af tæpper er en videnskab i selv. Lavendoria er ifølge Lars et vidundermiddel, som endda kan fjerne tyggegummi.

 

’Jeg blev bevidst om min egen lederrolle’

Lars Brandenborg-Hansen er blevet en bedre leder, efter han deltog i udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse. Han har smidt kollega-kasketten væk, og er nu centralnerven i tæpperenser-virksomheden Chem Dry.

  • Del:

Af Nina Lave, Håndværksrådet

 

Hvert tæppe har sin egen historie. Det fandt direktøren for Chem Dry, Lars Brandenborg-Hansen, ud af, da han besøgte en utilfreds kunde.

 

Tæppet havde efter rensningen fået nogle striber i hjørnet af tæppet. Lars fandt ud af, at striberne stammede fra den gyngestol, kundens oldemor havde siddet og rokket i, når hun broderede. Pludselig blev tæppet en del af familiens historie, og kunden ville alligevel ikke have striberne fjernet.

 

Dominoeffekten

Ligesom tæpper har hver virksomhed sin egen historie.

Lars Brandenborg-Hansen valgte for tyve år siden at blive selvstændig under Chem Drys franchisemodel og har siden siddet ved roret for syv fastansatte og ti-femten løsarbejdere i sin virksomhed i Holbæk.

 

For Lars blev udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse en del af hverdagen.

 

”Vækst via Ledelse såede nogle frø og startede en dominoeffekt. Jeg blev bevidst om min egen rolle som leder, og jeg fandt ud af, at de fleste problemer lå hos mig selv. Jeg er ikke længere stresset, for jeg er blevet bedre til at uddelegere ansvar. Derudover har jeg fået et nyt lønsystem, flere nye medarbejdere og sat struktur på min ledelse og planlægning,” siger Lars Brandenborg-Hansen, som med en arbejdsdag på 14-16 timer egentlig ikke havde tid til at deltage i programmet.

 

Lederuddannelse betaler sig

I Håndværksrådet, som er partner i Vækst via Ledelse, er der stor ros til Lars fra konsulent Thomas Birger Hansen: 

”Jeg tror mange virksomhedsledere kan genkende Lars’ udfordring med, at man egentlig ikke at har tid til at deltage i et lederforløb. Men man skal gøre sig klart, at der er tale om en investering i en professionalisering af ledelsen i virksomheden. Den investering betaler sig tilbage på langt sigt i form af en stærkere og mere konkurrencedygtig virksomhed, ” lyder det fra Thomas Birger Hansen.

 

Lederen er centralnerven i virksomheden

Ligesom i sit tidligere arbejde som sælger af kopimaskiner, er Lars vant til at tænke hurtigt. Han har mange ideer til, hvordan han kan udvikle sin virksomhed. Men som leder, kan han ikke tillade sig at involvere medarbejderne i alle sine ideer:

 

”Lederen er ikke en kollega. Lederen skal være centralnerven i virksomheden, og den som går foran. Dét, som lederen siger, bliver taget seriøst. Før kastede jeg tusinde ideer op i luften om fx nye produkter, arbejdsmåder og lønsystemer. Noget af det vigtigste jeg har jeg lært er, at jeg kun skal kommunikere dét som vil blive implementeret, ” siger Lars Brandenborg-Hansen.

 

Fakta om Vækst Via Ledelse

  • Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer.
  • Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Håndværksrådet, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet.

  • Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s Socialfond

  • Vækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

  • Læs mere på www.vvl.dk

 

Foreningskonsulent
Thomas Birger Hansen
hansen@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 55
mobil +45 24 41 51 40
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere