David fik tid til at være direktør

Vækst via ledelse: David fik tid til at være direktør

Hvad gør man, når direktøren er mere optaget af drift end af vækst – og direktøren er én selv?

  • Del:

Af Nina Lave, Håndværksrådet

 

"Der skulle ske noget. Virksomheden kunne ikke vækste mere - hverken på kvalitet eller medarbejdere, hvis ikke jeg uddelegerede nogle opgaver, så jeg fik tid til at koncentrere mig om de opgaver, der er vigtige som direktør".

 

Sådan beskriver Køge Bugts Anlægsgartners direktør David Petersen den situation, hans virksomhed stod i for omkring halvandet år siden. Han havde simpelthen ikke tid til at være direktør. Derfor valgte han at sende sig selv og sine seks mellemledere på det skræddersyede udviklingsprogram Vækst via Ledelse.


Flere ansatte og mere stress

Det kræver sin mand at være direktør for den knap 40 år gamle anlægsgartner-virksomhed, som ligger mellem vindblæste marker i den sjællandske by Gadstrup. David har været en del af den siden 2005. Sammen med sin svigerfar købte han sig ind i virksomheden fra 2006-2008. De seneste år er antallet af medarbejdere fordoblet, og i dag rummer virksomheden 30 mand. Det betød, at David blev nødt til at bruge sin tid anderledes.

 

"Jeg gik ind i Vækst via Ledelse for at lære at udnytte min tid bedre. Det er begrænset hvor mange timer i døgnet, man kan bruge. Jeg har også en familie og et fritidsliv".

 

Derfor handlede det for David om at få opbygget en struktur, hvor alt ikke skulle gå igennem ham. Og det kunne kun ske, hvis mellemlederne blev rustede til at kunne træffe selvstændige beslutninger.

 

"Vi var ved at nå en størrelse, hvor det var nu. For ellers ville jeg måske køre mig selv ned af stress og aldrig have fri".


Ansatte kopier af sig selv

En af de største øjenåbnere i forløbet fik David, da han sammen med sine seks mellemledere udfyldte et skema, som skulle vise, hvilke typeprofiler de var hver især.

 

"Det viste sig, at de medarbejdere, som jeg har gjort til formænd, har samme profil som mig selv. Det kom lige lidt bag på mig. Nu er jeg bevidst om, hvilken profil jeg selv og mine medarbejdere har, og så prøver jeg at udnytte det."

 

Det er lykkedes David at opnå en struktur, så alt ikke længere skal igennem ham. Det betyder, at han nu kan bruge tid på direktør-opgaver som strategi, målsætninger, overordnet ledelse og udvikling af medarbejderne og virksomheden.

 

"Jeg bruger min tid anderledes. Før løste jeg også små-problemer, men nu er jeg konkret med, hvad der er mine opgaver, og hvad mellemlederne skal tage sig af. Jeg er blevet bedre til at uddelegere."

 

Ledelse på dagsordenen

De udfordringer, som David står over for som direktør i en mellemstor virksomhed er velkendte i Håndværksrådet, som er partner i Vækst via Ledelse. Her roser foreningskonsulent Thomas Birger Hansen Køge Bugt Anlægsgartner for at fokusere på ledelse:

 

"Det er fuldstændig nødvendigt for alle virksomheder at styrke ledelsen, hvis de vil skabe vækst, øge produktiviteten og løbende professionalisere virksomheden. Der er mange virksomheder, som kunne have glæde af at komme igennem et forløb som det, Køge Bugt Anlægsgartner har været igennem."

 

Processen fortsætter

De seks mellemledere, som også deltog i Vækst via Ledelse hjælper David med ikke at falde tilbage til de gamle vaner. Det samme gør konsulentfirmaet Moestrup, som David har valgt at forsætte samarbejdet med efter Vækst via ledelse. Når David skal svare på, hvor virksomheden er om 5 år, er han ikke i tvivl:

 

"Vi har en størrelse på mellem 30 og 35 mand, vi kan beholde spændende opgaver, have en fornuftig indtjening og være en arbejdsplads, hvor medarbejderne er glade for at være. Det er ikke vores mål at blive Danmarks største, men derimod at være en af de bedste," slutter David.

 

Fakta

Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer. Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Syddansk Universitet, Håndværksrådet og Dansk Erhverv. Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s SocialfondVækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

 

Læs mere på www.vvl.dk

 

Foreningskonsulent
Thomas Birger Hansen
hansen@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 55
mobil +45 24 41 51 40
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere