Direktøren, der ikke havde tid til at ’se på klokken’

Vækst via ledelse: Direktøren, der ikke havde tid til at ’se på klokken’

Når man ikke selv har tid til at ’kigge på klokken’, må man have hjælp af en konsulent. Den erkendelse fik direktør Mads Rasmussen til at deltage i projekt Vækst via Ledelse.

  • Del:

Af Nina Lave, Håndværksrådet

 

Man er ikke nødvendigvis fuldbefaren leder, selvom man altid har fået af vide, at man skal overtage direktørstolen efter sin far. Og når man som direktør ikke magter at kigge på klokken, må man have hjælp til det. Det fortæller Mads Rasmussen, direktør i ODIN Maskinfabrik, som deltager i udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse.

 

"Her i huset definerer vi en konsulent som en, der låner dit ur for at fortælle dig, hvad klokken er. Det er egentlig det, som konsulenterne i Vækst via Ledelse har gjort. De har ikke fortalt noget, vi ikke vidste. De har ikke fået os til at gøre noget, som vi ikke vidste, var rigtigt at gøre. Men hvis du ikke selv magter at se hvad klokken er, må du have én til at fortælle dig det", siger Mads Rasmussen.

 

Generationsskifte gav ledergruppe ny rolle

ODIN Maskinfabrik blev stiftet af Mads’ farfar Niels Rasmussen i 1961, og virksomhedens specialbyggede maskiner står både i lande som Kina, USA og Mexico. Da Mads for lidt over halvandet år siden kontaktede væksthuset, vidste han godt, hvad klokken var slået for ODIN Maskinfabrik.

 

"Vi havde brug for nogle input i forbindelse med generationsskiftet mellem far og mig. Min mor, som var økonomichef, gik på pension, og det samme gjorde projektchefen, som har været her i 28 år. Det var en god del af topledelsen, som der skulle ske noget med. Vi har brugt Vækst via Ledelse til at finde ud af, hvad vores nye rolle som ledergruppe skal være, og hvad vi skal gøre, for at jeg ikke bliver flaskehals."

 

Det glidende generationsskifte mellem Mads og hans far stod på i 20 år, og blev afsluttet i 2014. I dag ejer Mads 80 pct. af virksomheden, mens hans far ejer 20 pct.


Typisk ejerleder

At Mads tager udgangspunkt i klokken, når han skal definere en konsulent, er ikke tilfældigt. Tiden, og manglen på samme, er noget, som dagligt udfordrer ejerlederen.

 

"Jeg er en typisk ejerleder, og jeg blander mig i alt for meget. Mit mål med Vækst via Ledelse var at finde mere tid i hverdagen."

 

Det er dog ikke fordi, Mads har fået kogt sin 12-16 timers arbejdsdag ned til 8 timer. Men under Vækst via Ledelse fandt Mads alligevel tid til at tabe 20 kg, og han prioriterer nu sin tid anderledes.

 

"Jeg uddelegerer mere, end jeg gjorde før, og jeg er blevet bedre til at kommunikere, hvad der skal ske. Mine omgivelser siger, at jeg er blevet nemmere at forstå."


Hjælp fra væksthuset

I Håndværksrådet, som er partner i Vækst via Ledelse, kan konsulent Thomas Birger Hansen nikke genkendende til de udfordringer, som ODIN Maskinfabrik står over for:

 

"Det er en klassisk udfordring for ejerlederne, at de bruger for meget tid på drift og bliver involveret i flere opgaver, end de behøver. Når man så oveni har været igennem et så omfattende generationsskifte som ODIN Maskinfabrik, er det helt rigtigt at kontakte væksthuset for at få input til, hvad man skal gøre fremadrettet for at få tilført de rette kompetencer i virksomheden. På måde understøttes væksten og værdiskabelsen mere optimalt."

 

Ud over Mads, har også den samlede ledergruppe og de enkelte personer i topledelsen været igennem et coachingforløb med en ekstern konsulent. For Mads var Vækst via Ledelse det ’boost’, der skulle til, for at der skete noget. Han er især glad for, at hele ansvaret ikke længere kun hviler på ham.

 

"Nu er det ikke bare mig, som sidder hjemme på kontoret efter fyraften og tænker nogle store tanker. Nu bliver der koblet nogle folk på. I ledergruppen har vi sat møderækker op, hvor vi følger op på ting. Vi sætter ikke bare ting i gang, vi følger også op," slutter Mads.

 

Fakta om Vækst via Ledelse

Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer. Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Håndværksrådet, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet. Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s SocialfondVækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

 

Læs mere på www.vvl.dk

 

Foreningskonsulent
Thomas Birger Hansen
hansen@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 55
mobil +45 24 41 51 40
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere