Fra synkende skude til galoperende gazellevirksomhed

Fra synkende skude til galoperende gazellevirksomhed

Læring og omstillingsparathed er hjørnestenene i International Furnitures væksteventyr. Siden Henrik Bøgild Nielsen overtog virksomheden, er den vokset med over 300 pct. og har fået Børsens Gazellepris i 2013 og 2014.

  • Del:

Af Henning Høy Nygaard, Udviklingschef, Håndværksrådet

 

Ikke alle troede på Henrik Bøgild Nielsens projekt, da han i 2006 overtog International Furniture. En virksomheden med røde tal på bundlinjen gennem adskillige år.

 

Stram økonomistyring, nye produkter, bedre kvalitet, faste priser og frem for alt ny ledelsesstil ændrede den synkende skude. Siden overtagelsen er virksomheden forvandlet til en gazellevirksomhed med en vækst på over 300 pct., og for nyligt har virksomheden udvidet med nye kontor- og lagerfaciliteter. Direktør Henrik Bøgild Nielsen er ikke tvivl om, hvad succesen skyldes. 

 

”Tidligere kunne alle priser forhandles. Nu er der faste priser og kunderne ved, hvad de har at forholde sig til. Vi er ikke kommet sovende til de gode resultater. Som mindre virksomhed er vi nødt til at være åbne over for ny viden hele tiden. Væksthus Midtjylland og Vækst via Ledelse har hjulpet os godt på vej. Vi har alle brug for at blive udfordret, så vi kan tænke ud af boksen”, siger Henrik Bøgild Nielsen, som har firedoblet omsætningen og fået virksomheden til at vokse fra fire til femten medarbejdere.

 

Chefen skal kunne undværes

En omorganisering i International Furniture var nødvendig, da Henrik Bøgild Nielsen for fire år siden fik konstateret sklerose.

 

”Jeg kan af gode grunde ikke blive ved med at arbejde 70 timer om ugen. Min filosofi er, at International Furniture skal være så veldrevet, at jeg ikke behøver at sidde ved roret hele tiden. Efter Vækst via Ledelse stod det klart, at der var behov for at uddelegere flere opgaver fra mit skrivebord, og det er jo gået meget godt”, griner Henrik Bøgild Nielsen og fortsætter:

 

”Det skabte mere vækst de to gange, jeg har ansat personlige assistenter til at aflaste mig”. Henrik forventer at kunne gå ned på halv tid med udgangen af 2015.

 

Professionel bestyrelsen som sparringspartner

Henrik Bøgild Nielsen har strammet op i forhold til virksomhedens professionelle bestyrelse og nye, dygtige folk er kommet til.

 

Nina Katrine Lave, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet mener, det er en god ide, at tænke strategisk i forhold til, hvem som sidder i virksomhedens bestyrelse.

 

”Der er alt for mange virksomheder med tante-bestyrelser, og det er en skam. En professionel bestyrelse, med medlemmer udefra, giver ofte gode resultater, fordi den er en værdifuld sparringspartner for ejerlederen. International Furniture er et eksempel på en virksomhed, hvor lederens konstante fokus på kompetenceudvikling, med hjælp udefra, kan måles direkte på bundlinjen”, siger Nina Katrine Lave.

 

Få, men gode leverandører

At lægge produktionen ud var en af de større ledelsesopgaver for Henrik Bøgild Nielsen. Valget faldt på få, men gode leverandører der sætter pris på at vokse sammen med International Furniture.

 

Henrik Bøgild Nielsen har etableret et godt samarbejde med en producent i Slovenien, hvor International Furniture aftager 50 pct. af produktionen. I dag har International Furniture 10 leverandører og får kun produceret 10 pct. i Danmark. Ud over Børsens Gazellepris modtog virksomheden Djurslands Erhvervspris 2015. Hvorvidt det også bliver til en Gazellepris i 2015 vides ikke, men ifølge Henrik Bøgild Nielsen er det absolut en mulighed.

 

 

Fakta om Vækst Via Ledelse

  • Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer.
  • Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Håndværksrådet, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet.

  • Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s Socialfond.

  • Vækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

  • Læs mere på www.vvl.dk

 

Udviklingschef
Henning Høy Nygaard
nygaard@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 13
mobil +45 21 60 06 96
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere