Ildsjælen blev en stærkere leder

Vækst via ledelse: Ildsjælen blev en stærkere leder

Hvad gør man når man brænder for sit fag men føler sig udbrændt? For frisør Gitte Lausen var svaret Vækst via Ledelse.

  • Del:

Af Nina Lave, Håndværksrådet

 

"Jeg er blevet en stærkere leder, og jeg har fundet det rigtige team." Svaret falder prompte, når frisør Gitte Laursen skal svare på, hvad hun fik ud af at være med i det skræddersyede udviklingsprogram Vækst via Ledelse. Et program, som sætter fokus på ledelse i små og mellemstore virksomheder.

 

Det var Carsten Stenrøjl, der er selvstændig rådgiver inden for ledelse og forretningsudvikling, som anbefalede Gitte at deltage i Vækst via Ledelse. Ham kom hun i kontakt med, fordi hendes veninde havde anbefalet ham.

"Selvom jeg har været mange år i branchen var jeg ved at føle mig udbrændt. Mange af mine kollegaer er faldet fra på grund af arbejdsskader og de skæve arbejdstider. Så tog min veninde fat i mig, og sagde: Nu skal der ske noget."

 

Uddelegeret ansvar

Gitte har været selvstændig i 17 år og ejer Latinersalonen, der ligger ved gågaden i Viborg. Ud over Gitte beskæftiger salonen to assistenter og to elever. Der summer af aktivitet denne torsdag eftermiddag, hvor jeg besøger salonen. Gittes to elever Henrik og Julie er i gang med at sætte hår og style nogle modeller, som skal gå modeshow. Modeshowet afholdes i samarbejde med en tøjbutik, og det er et godt eksempel på, at Gitte er blevet bevidst om at uddelegere ansvar efter hun deltog i Vækst via Ledelse.

 

"Det er eleverne, som står for det, mens jeg står i baggrunden og bakker dem op. De elsker det. Jeg har lært, at mit største ansvar er at uddelegere ansvar. De ansatte vokser ved at have ansvar."

 

Ud over modeshowet, har Gitte uddelegere ansvaret for salonens Facebook-side og hjemmeside. At Gitte har uddelegeret så meget ansvar skyldes ikke mindst, den handlingsplan, hun fik lavet gennem Vækst via Ledelse. En plan, hun beskriver som både seriøs og realistisk.

 

"Det med at sætte mål fungerer rigtig godt for mig. De ansatte har også fået målsætninger. Det har de ikke haft før. Hver medarbejder er ansvarlig for forskellige produkter og er ambassadører for forskellige firmaer. De ansatte er også en del af virksomheden, og vi skal vokse. Vi skal vokse både på medarbejdere og omsætning."

 

Det rigtige team

Efter Vækst via Ledelse har Gitte ansat to elever og en assistent, og denne gang har hun været mere kræsen med at finde de rigtige. For selv efter mange år i branchen er Gitte langt fra træt af at være frisør.

 

"Jeg er virkelig en person, som brænder for det jeg laver. Min udfordring at finde nogen, der brænder nok for det. Jeg kan se, at det giver bonus at have fundet det rigtige team. Jeg har både tal på og følelse med, at det har gjort en forskel."

 

Begejstring smitter

En af årsagerne til, at Gitte nu har fundet det rigtige team, er også, at hun nu gør meget ud af at kommunikere virksomhedens værdier fra dag ét. Tidligere havde hun dem i hovedet, men nu er de skrevet ned på papir og ligger i medarbejdernes skabe, så de ikke bliver glemt. En af værdierne er, at man skal vise begejstring.

 

"En af de andre deltagere i Vækst via Ledelse sagde til mig, at jeg skulle vise min begejstring, for begejstring smitter. Det har jeg virkelig taget til mig. Der er kommet en bedre stemning i salonen, for hvis vi er det rigtige team, så kommer begejstringen automatisk.

 

Medarbejderne får medansvar

I Håndværksrådet, som er partner i Vækst via Ledelse roser konsulent Thomas Birger Hansen Gitte for de tiltag hun har lavet for at finde det rigtige team: "For frisører er det afgørende at have det rigtige team, for medarbejderne i salonen arbejder meget tæt sammen. Gitte skruer på de helt rigtige håndtag, når hun ved ansættelsessamtalerne kommunikerer virksomhedens værdier og samtidig er bevidst om at uddelegere opgaver og giver medarbejderne målsætninger. Hun får medarbejderne til at tage medansvar for virksomhedens udvikling. Det er et af de væsentligste elementer i lærebogen for god ledelse."

 

’I bund og grund er vi ens’

For Gitte var det en stor øjenåbner at møde virksomheder fra andre brancher i forbindelse med udviklingsprogrammet.

"Der var en rigtig god sparring i grupperne. Det var spændende at høre om andre virksomheder, for i bund og grund er vi ens. Det var også rart for mig, som arbejder i et kvindefag, at der var så mange mænd med. De ser lidt anderledes på tingene."

 

Selvom Gitte er færdig med Vækst via Ledelse, er hun ikke færdig med at udvikle virksomheden. "Vi udvikler os. Lige nu har vi spørgeskemaer til kunderne, hvor vi spørger dem direkte, hvad de kunne tænke sig at vi laver. Vi holder møder med de ansatte, hvor vi laver en form for brainstorm, og der kommer input og ideer på bordet." Hvorvidt fremtiden også byder på et større lokale, som Gitte drømmer om, vil tiden vise.

 

Fakta om Vækst via Ledelse

Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer. Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Håndværksrådet, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet. Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s SocialfondVækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

 

Læs mere på www.vvl.dk

Foreningskonsulent
Thomas Birger Hansen
hansen@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 55
mobil +45 24 41 51 40
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere