Om 8 år er jeg leder for 200 mand

Malermester: Om 8 år er jeg leder for 200 mand

Malermester Peter Dalbro Lakner har deltaget i udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse. Det gav ham værktøjerne til at nå sit mål om vækst.

  • Del:

Af Nina Lave, Håndværksrådet

 

"Der er alt for mange små malermestre i Danmark, og jeg er overbevist om, at det skyldes dårlige ledere. Hvis mit mål om at være landsdækkende med 200 ansatte om otte år skal lykkedes, er jeg nødt til at tilegne mig en viden, om hvordan man leder." Den kontante melding kommer fra Peter Dalbro Lakner, som ejer virksomheden Malermester Lakner ApS. Derfor valgte han at deltage i udviklingsprogrammet Vækst via Ledelse.

 

Fra en til femten medarbejdere

Vækst har der været masser af i Peters virksomhed, som ligger på en stille villavej på Amager. I det halvandet år, virksomheden har eksisteret, er den vokset fra en til femten mand.

 

"Mit motto er, at jeg skal ansætte ’1,1 medarbejdere’. Det er medarbejdere, som leverer så godt et stykke arbejde, at kunderne anbefaler dem til deres venner og bekendte. På den måde genererer de mere arbejde og bliver ved med at tjene penge til virksomheden"

 

Væksten i virksomheden skyldes, ifølge Peter, at han har fokus på glade kunder, passionerede medarbejdere og at drive en sund virksomhed.

 

Ansat videnpilot og dekoratør

Peters virksomhed ligner ikke en traditionel malervirksomhed. Blandt de ansatte tæller hans søster Pernille Dalbro. Hun er uddannet dekoratør og er ansvarlig for virksomhedens dekoratørafdeling. I juli i år ansatte Peter desuden videnpiloten Michael Chen, som er uddannet fra CBS. Han skal lave efterkalkulationer på virksomhedens sager, og Peter regner med at beholde ham efter tilskuddet udløber.

 

"De bedste virksomheder er dem, som har ansat så forskellige personligshedstyper som muligt, og som anerkender, at man ikke har forståelse for de samme ting. Så fordeler man automatisk opgaverne imellem sig."

 

Innovation og vækst i malerfaget

Konsulent Thomas Birger Hansen, Håndværksrådet, som er partner i Vækst via Ledelse, roser Peter Dalbro Lakner for at have fokus på at bringe forskellige kompetencer i spil i sin virksomhed.

 

"Det er fuldstændig afgørende, at man tænker ud af boksen og formår at motivere og udnytte medarbejdernes kompetencer, hvis man vil være en sund og konkurrencedygtig virksomhed. At Peter har ansat både en dekoratør og en videnpilot viser, at han har stor forståelse for, hvordan andre fagligheder kan skabe innovation og vækst inden for malerfaget," siger Thomas Birger Hansen.

 

Fra militæret til maler

At være maler ligger i blodet. Derfor var det natulige skridt for Peter at blive udlært i sin fars malervirksomhed. I folkeskolen var Peter efter eget udsagt lidt af en rod. Han kunne ikke se, hvad han skulle bruge skolen til, da han allerede vidste, at han skulle være maler. Det var først i militæret, hvor Peter blev udvalgt til sergent-uddannelsen, at han fandt ud af, at det var nødvendigt at læse og forberede sig.

 

"Dér fandt jeg ud af, hvor vigtig skolen er. Det var så bare lidt sent, og så måtte jeg lære det på den hårde måde. Det vendte mit liv."

 

’Det eneste konstante er forandringen’

Den erkendelse betyder, at Peter nu går målbevidst efter hele tiden at dygtiggøre sig, for som han siger: "Det eneste konstante er forandringen." Derfor tager han hele tiden på forskellige kurser og foredrag. Peter hørte første gang om Vækst via Ledelse til et møde i et erhvervspolitisk udvalg i Københavns Kommune.

 

"Det var fantastisk, og man fik nogle gode værktøjer med hjem. Blandt andet vores tre-års plan. Den bruger jeg til at fortælle medarbejderne, hvor vi er på vej hen. Man har større chance for at nå sit mål, hvis de folk, som man er sammen med, kender målet, og jeg bliver hele tiden bedre til at kommunikere."

 

Om Peter når sit mål om at blive landsdækkende om otte år vil tiden vise. Indtil da vil han fortsætte med at suge viden til sig, vende ryggen til janteloven og udnytte det potentiale, som han har set i malerbranchen.

 

Fakta om Vækst via Ledelse

Vækst via Ledelse styrker 600 virksomheders ledelseskompetencer. Vækst via Ledelse gennemføres af de fem regionale væksthuse, Håndværksrådet, Dansk Erhverv og Syddansk Universitet. Vækst via Ledelse er støttet af Erhvervsstyrelsen og EU’s SocialfondVækst via Ledelse har et budget på 100 mio. kr.

 

Læs mere på www.vvl.dk

 

Foreningskonsulent
Thomas Birger Hansen
hansen@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 55
mobil +45 24 41 51 40
Download vCard Læs mere
erhvervspolitisk konsulent
Nina Lave
lave@hvr.dk
tlf. +45 32 63 03 10
mobil +45 40 81 63 17
Download vCard Læs mere